Folkeviddet i Iran fortæller, at da shahen i 1971 fejrede 2500 året for det persiske rige, indeholdt den officielle retorik omkring shahens person en lang række – direkte og indirekte – henvisninger til Kyros den Store. Og netop dette at antyde en parallelitet mellem Kyros den Store og shahen blev af mange iranere nærmest opfattet som blasfemi: Kyros forbindes i den iranske historie med ydmyghed, beskedenhed og tolerance – shahen forbindes af de fleste iranere med det modsatte: ødselhed og politisk intolerance. Motivet blev også anvendt af repræsentanter for præstestyret i opgøret med shahen i 1978-79, hvor der i den forbindelse blev henvist til Khomeinis simple og nøjsomme levevis. Det påstås i Teheran, at tingene har ændret sig – at også præstestyrets ledere siden har indset fordelene ved store huse og lejligheder i det velstående, nordlige Teheran, hurtigkørende limousiner osv.

Kyros den Store (ca. 558-530 f.v.t.) er den første af de achaimenidiske herskere. Det var ham, der samlede det persiske rige og grundlagde det achaimenenidiske Persien. Gravmonumentet, der befinder sig i Pasargadae, 30 kilometer nordøst for Persepolis, blev opført før Kyros’ død og står, sammen med andre spredtliggende ruiner, som levn fra perioden, før Persepolis blev opført.

Det monumentale Persepolis (farsi: Takht e-Jamshid) – blandt Mellemøstens mest imponerende arkæologiske levn – gør i første omgang indtryk ved sin størrelse. Det kunstigt skabte plateau, hvorpå de mange ruiner befinder sig, måler ca. 500 x 300 meter i grundplan. Fra dets ødelæggelse i 330 f.v.t., da Alexander den Store erobrede det, og indtil europæerne bliver opmærksomme på det i begyndelsen af det 17. århundrede, ligger anlægget hen – begravet i ruiner, jord og sand.

Når man fra terrænet neden for Persepolis er kommet op ad trapperne til selve paladsanlægget, er "Alle landenes port" eller "Xerxes’ port" det første, man får øje på. Billedet viser et udsnit af porten – med store assyrisk inspirerede dyrefigurer som udsmykning. Fra denne port kunne man komme videre til den store receptionssal, Apadana.

Ruinerne ved Persepolis er meget detaljerede, og da store dele af anlægget trods alt er relativt velbevaret, er der mange fine detaljer at koncentrere sig om.

Carsten Niebuhr opholdt sig i foråret 1765 ved Persepolis i en lille måneds tid og udarbejdede sine fornemme afbildninger af bl.a. de kileinskriptioner, som den danske sprogforsker Rasmus Rask senere arbejdede videre med. Nogle af disse kan ses på søjlen på billedet, som befinder sig i, hvad der benævnes Dareios’ palads – det omfattende anlæg rummer en række afgrænsede paladser eller templer, som hver især har haft en speciel funktion og selvsagt ikke er opført samtidig. Paladserne omtales i dag efter deres ophav; søjlen udgør en del af en portico i dette palads – Dareios’ – og befinder sig i Persepolis’ vestlige side mellem det store Apadana-bygningsværk og Xerxes’ palads.

Søjlen var en del af udsmykningen i tronsalen i den østlige del af Persepolis. Tronsalen var det næststørste bygningsværk i Persepolis og omtales også som de hundrede søjlers sal. Anlægget blev påbegyndt i Xerxes’ regeringstid og færdiggjort af hans søn Artaxerxes i slutningen af det fjerde århundrede.

Der befinder sig overalt i Persepolis uhyre detaljerede relieffer – de mest berømte er processionerne neden for Apadana – det centrale bygningsværk, hvor de store modtagelsesceremonier fandt sted. Mange af reliefferne er velbevarede, fordi dele af anlægget i århundreder har været begravet – og ligget utilgængeligt hen under dynger af ruiner, jord eller sand.

Billedet viser Ahura Masta-guddommen afbildet i Persepolis’ rådssal – et bygningsværk beliggende mellem tronsalen og de mere private "gemakker". De achaimenidiske konger, Dareios og hans efterfølgere, var zoroastriere (Zarathustra-tilhængere) – troede på Ahura Masta som den Gud, der havde skabt universet. Guddommen afbildes som på billedet – ikonografien er inspireret af Horus-motivet fra det antikke Ægypten.

Da Alexander den Store erobrede Persien i 300-årene f.v.t., mistede religionen en del af sin betydning, men zoroastrismen bukkede ikke under. Og under sassaniderne – dvs. fra det 3. århundrede e.v.t. og frem til den arabiske invasion – får zoroastrierne igen forøget betydning.

I det moderne Iran findes der fortsat Zarathustra-tilhængere. Der er således en ikke ubetydelig menighed i flere større byer – bl.a. i Isfahan, i Shiraz og ikke mindst i Yazd, som specielt er kendt på grund af sit ildtempel og de to "stilhedens tårne" i byens udkant, hvor man tidligere anbragte de afdøde fra den zoroastriske menighed. Ifølge officiel iransk statistik befinder der sig ca. 30.000 zoroastriere i Iran i dag – med en svagt faldende tendens. Det er selvsagt vanskeligt at afgøre, om disse tal har nogen rimelig relation til virkeligheden.

Et stykke fra Persepolis, ca. 5 km, ligger Nagsh e-Rostam, som rummer kongegrave fra achaimenidisk tid og nogle klipperelieffer fra sasanidisk tid. Et eksempel på sidstnævnte ses nederst til højre på billedet. Størst indtryk gør dog de achaimenidiske kongegrave, der i enorme dimensioner er hugget ind i den lodrette klippevæg. De her viste grave var for kongerne Dareios II og Artaxerxes I. Desuden er der tilsvarende grave for Dareios I og Xerxes I. Lignende gravanlæg for andre af de achaimenidiske konger findes bag Persepolis, hugget ind i bjerget. Disse har været gravanlæg for Artaxerxes II og III. Syd for plateauet findes endvidere et ikke-færdiggjort gravanlæg for Dareios III.

Safaviderne (1502-1737) betegnes også som det dynasti, der skabte det moderne Iran. Det var Shah Ismail, tilhørende en fyrsteslægt i Azerbajdjan, der skabte et stort rige med centrum i Ardebil (i det nuværende nordvestlige Iran). Riget strakte sig fra Herat i øst til Bagdad i vest, og dynastiet har sit navn, safaviderne, fra Safi al-Din, der døde i 1334. Shah Abbas I (1571-1629) flyttede centrum i riget til Isfahan og skabte mange af de bygninger, der er med til at gøre safavidetiden til en persisk storhedstid – en persisk "renæssance". Det var Abbas I, der gjorde shia-islam til den officielle religion i safavidernes Persien.

Blandt de mange bygningsværker fra safavidetiden er Ali Qapu-paladset, som ligger midt for på den vestlige side af Imam-pladsen. Paladset blev først og fremmest anvendt repræsentativt, som et sted hvor gæster blev modtaget og beværtet. Fra det dominerende arkitektoniske element ved paladset, den enorme overdækkede terrasse, har man en fornem udsigt over pladsen og det indre Isfahan, så fyrstefamilien kunne følge med i polokampe, troppeparader og det folkelige liv rundt omkring i byen.

Øverst oppe i paladset befinder der sig en lille arkitektonisk perle, et tårnkammer, hvor fyrstefamilien har holdt til og måske har underholdt sine gæster med musik og sang. De små sammenhængende værelser er forsynet med en gennemført udsmykning af lofter og vægge, hvor den karakteristisk persiske stalakit-udsmykning kombineres med gennemskæringer i vægfladerne udformet som musikinstrumenter, så der opstår små hulrum. Disse har – forsynet med belysning – haft en særdeles smuk såvel akustisk som æstetisk virkning.

En af verdens smukkeste og mest imponerende moskéer er Imam-moskéen, som behersker hele den sydlige ende af Imam-pladsen. Moskéen blev færdig i 1638 – dvs. moskéen er således påbegyndt under shah Abbas I og færdiggjort efter hans død – det hævdes, at den samlede opførelsesperiode var på mellem 25 og 30 år.

Billedet, som – i aftenlys – viser Imam-moskéen set fra Ali Qapu-paladsets terrasse, demonstrerer samtidig den raffinerede arkitektoniske pointe, at moskéanlægget vinkler den indre moské i forhold til åbningspartiet ud mod pladsen. Årsagen til dette er, at pladsens akse er nord-syd, mens moskéen har skullet drejes 45%, så moskéens mihrab har retning mod Mekka.

Moskéen er enestående både ved sine proportioner og sin gennemførte udsmykning. Indgangsportalen mod Imam-pladsen er ca. 27 meter høj, kuplen over det centrale rum i moskéen måler 52 m i udvendigt mål. Bygningsværket er overalt beklædt med fliser eller mosaikker i blålige og turkis nuancer.

Imam-moskéen har en indre gård, hvor fire hvælvinger, ivaner peger i hver sin retning. Billedet er taget fra den ivan, man bevæger sig ind gennem på vejen fra moskéens indgangsparti ind mod det centrale gårdparti. Billedet viser således også indgangen til den del af moskéen, hvor mihraben vendt mod Mekka befinder sig. I midten af gården befinder sig et bassin, hvor vandet så at sige spejler moskéens bygningselementer i hinanden.

I baggrunden ses den centrale løgformede kuppel og tårnene ved indgangen til den centrale del af moskéen. Stilladset på kuplen skyldes igangværende reparationsarbejder.

Floden Zayandeh-Rud passerer gennem Isfahan. Som en interessant måde at studere Isfahans historie på kan man betragte broerne over floden, der for den ældstes vedkommende (pol e-Sharestan) er fra 1200-tallet, seldjukkisk tid; de nyeste er opført inden for de sidste årtier. Måske den mest kendte er pol e-Khaju, Khaju-broen, der er fra safavidisk tid, opført omkring 1650 under shah Abbas II. Broen er, som det kan ses på billedet, i to etager, og i hver side samt midt på broen er der bygget pavilloner. Mellem de nederste buer er der sluser, så broen har kunnet regulere vandstanden i floden. I dag – formentlig på grund af overudnyttelse af vandet – er der meget lidt vand i floden – i perioder tørrer den næsten helt ud og efterlader flodsengen midt i byen som en ildelugtende sump.

Broens arkitektur minder meget om de bygninger, der omkranser Imam-pladsen og kan på mange måder ses som en del af et samlet anlæg fra safavide-tiden.

Billedet viser selve bropassagen på Khaju-broen, jf. ovenfor. Der kører ikke biler på Isfahans historiske broer. I stedet indgår broerne i et sti- og parksystem, der anvendes som udflugtsmål og kendetegnes ved et blomstrende folkeligt liv. Med til det folkelige liv i Iran hører skoleklasser på udflugt. Kendskab til og respekt for den persiske historie er tydeligvis en væsentlig del af de iranske unges opvækst. Den kønsopdeling, der blev indført kort efter revolutionen i 1979, håndhæves strengt, og det gælder således også i skolerne, hvor drenge og piger konsekvent er adskilt. Kønsadskillelsespolitikken blev gennemført i begyndelsen af 1980’erne som en proces, der kom til at omfatte flere og flere områder.

På dansk foreligger Hafez’ (ca. 1320-1389) digtning i Ivan Malinovskis gendigtning. Digtene er kendt af mange iranere og det er næppe for meget sagt, at der ligger en stilfærdig protest mod det stive, konservative præstestyre i at læse og citere hans smukke, sensuelle lyrik. Digtningen er et raffineret eksempel på en særlig persisk digtform, ghazal, med en kompleks metrisk opbygning. Først for nylig har man genoptaget afholdelsen af Hafez-festivalerne i Shiraz, med oplæsning og musik. Disse overværes af store menneskemængder, mænd og kvinder hver for sig - en sælsom oplevelse.

Mausolæet med Hafez’ marmorkiste dekoreret med hans digte er opført i 1953 og ligger i midten af et parkanlæg, der er flittigt besøgt.

Kakh e-Eram paladset i den meget smukke Bagh e-Eram-park (paradisets have) i Shiraz indgår i dag som en del af Shiraz’ universitet. Paladset, der er opført i Qajar-perioden, ligger i et stort og meget smukt parkanlæg, der samtidig fungerer som botanisk have, med mængder af forskellige cypresser (angiveligt en enestående samling), frugttræer, palmer, buske og blomsterformationer.

Paladset blev opført i Qajar-tiden – dvs. under det sidste dynasti før pahlavierne – og er således fra det 19. århundrede. Parkanlægget er et fint eksempel på en have, som de kan ses mange steder i såvel Iran som i den arabiske verden, hvor en kombination af træers og buskes skygge, vandbassiner og –kanaler giver en tiltrængt kølighed midt i den af og til kvælende varme.

I shahtiden blev paladset anvendt af hoffet - som shahens opholdssted i forbindelse med besøg i Shiraz. Siden er det som nævnt blevet overtaget af universitetet og fremstår i dag smukt vedligeholdt.

To brødre til Imam Reza, der ligger begravet i den hellige by Mashhad i det nordøstlige Iran, er begravet i Shiraz. De levede i 800-årene, og i mange århundreder har der ligget en moské, der samtidig rummer et gravmæle for den ene af brødrene. Moskéen hedder Shah e-Cheragh og er en af Irans mest kendte moskéer. Den er indvendig beklædt med spejlmosaikker - ufattelige mængder af bittesmå spejlstykker i regelmæssige mønstre - som giver stedet en ganske særlig atmosfære.

På grund af gravmælet er moskéen samtidig et pilgrimssted og Shiraz har også på grund af denne helligdom mange tilrejsende. Lokaliteten har samtidig angiveligt helbredende egenskaber. Det er en af de mest betydningsfulde moskéer for de shia-muslimske iranere (langt de fleste iranere er shia-muslimer). Alligevel er turister velkomne, idet det dog er obligatorisk for kvinder at bære chador.

I en sidefløj til moskéen med indgang fra den store åbne gård er der etableret et museum for krigen mod Irak i 1980-88. Museet rummer martyrbilleder, militært udstyr, en model over en vigtig slagscene ved Shatt-al-Arab osv. og giver et godt indtryk af den iranske opfattelse af krigen.

Det religiøse hierarki i Iran er et produkt af et uddannelsessystem, der på de laveste niveauer udgøres af præsteseminarier, madrasa’er. Billedet viser et interiør fra et sådant i Shiraz, Madrase ye-Khan. De karakteristiske røde nuancer på fliserne ses kun i Shiraz, hvor de forlener de flisebeklædte religiøse bygningsværker med en vis varme, modsat de kølige, strenge blå og turkisgrønne fliseflader i Isfahans moskéer. Efter et ophold på et sådant præsteseminarium kan man studere videre på religiøse skoler andre steder og kvalificere sig til at stige op i det religiøse hierarki. På uddannelsesstederne - de mest betydningsfulde i Qom og Mashhad - kan man efter års studier opnå titler som hojatoleslam (som Irans præsident Khatami) eller ayatollah, den højeste position, der nås efter mange års studier og produktion af lærde skrifter.

Zand-dynastiet flyttede den persiske hovedstad til Shiraz og den vigtigste af zand-herskerne, Karim Khan, levede her i perioden 1747-1779. Under zand-dynastiet opførtes et citadel i det centrale Shiraz og dette fremstår efterhånden restaureret såvel ude som inde. Citadellet, der er firkantet og med store, cirkulære, smukt ornamenterede tårne i hvert hjørne, blev oprindelig bygget som forsvarsværk og palads af kongen. Det har i shahens tid været anvendt som fængsel, og citadellets indre er først for forholdsvis nylig blevet delvist åbnet for offentligheden. Det seneste restaureringsarbejde omfatter et badeanlæg i citadellets kældre, som i skrivende stund er ved at være færdigt.

Uden for citadellet, på en åben plads, har man inden for de sidste år opført en statue af Karim Khan fra zand-dynastiet, i en hvid marmorlignende stenart. Det centrale Shiraz rummer desuden forskellige andre bygningsværker med tilknytning til zand-dynastiet samt en arkitektonisk smukt sammenhængende basar, der også blev opført i zand-tiden. Shiraz er som by, på trods af sin størrelse, nok så provinsiel – sammenlignet med det imponerende, kosmopolitiske Isfahan. Til gengæld har byen en stilfærdig charme som få andre byer i Iran.

På vejen mellem Shiraz og Yazd passerer landevejen igennem en mindre by ved navn Abarku. Byen var engang en betydningsfuld oase på en af de større karavaneveje, men fremtræder i dag som en stillestående, støvet provinsby. Byen er kendt for sin fredagsmoské, der er opført i det 13. århundrede og et angiveligt 4.000 år gammelt cyprestræ.

Billedet viser et ishus, som er et interessant udtryk for hvordan Irans ekstreme klima – med iskolde vintre og hylende varme somre – på én og samme gang er blevet udnyttet og taget højde for. Ishusene fungerede ved at man om vinteren hældte vand i render i jorden, som var gravet langs de mure, som ses i baggrunden. Vandet i renderne frøs i nattens løb til is, som så om morgenen blev løftet op og anbragt i det pagodeformede ishus. I løbet af vinteren blev ishuset, hvis indre går adskillige meter ned under jordoverfladen, fyldt op med is; isen blev isoleret med halm og siden havde man is til langt hen på sommeren. I bunden af ishuset var der en brønd, hvorfra smeltevandet kunne løbe ud i byens øvrige vandforsyning. Denne blev i øvrigt forsynet via de såkaldte qanat’er, lange underjordiske vandkanaler, som hentede vand fra bjergene og ud i ørkenbyerne. Qanaterne er fortsat i funktion mange steder i Iran, selvom de i dag hyppigt er blevet erstattet af en vandforsyning i beton- eller plasticledninger forsynet med vandpumper.

Der findes mange udtryk for, hvordan man Iran har søgt at kompensere for de ekstreme vejrforhold. Specielt i det centrale Iran ses eksempler på dette, selvom moderne teknologi og udstyr naturligvis har reduceret behovet for dette. I byen Yazd, der ligger på kanten af de store indre ørkener i Iran, findes der mange såkaldte vindtårne, som billedet viser et eksempel på. Princippet i tårnene er, at tårnet er forsynet med lodrette vindkanaler. Når vinden passerer tårnet, opstår der et tryk på vindsiden og et undertryk på bagsiden af tårnet, som får en vindstrøm til at passere ned gennem en vindkanal og op igen gennem en anden. Vindstrømmen skaber, selv om der er tale om særdeles høje temperaturer, en vis kølende og opfriskende virkning. Vindtårnene findes i mange arkitektoniske varianter, nogle med kvadratisk grundflade, nogle seks- eller ottekantede. Også underjordiske vandreservoirer, badeanstalter osv. kan være forsynet med vindtårne, som dermed virker som en slags klimaanlæg.

Den imponerende indgangsportal i Masjed e-Jame-moskéen (fredagsmoskéen) fra det 14. århundrede. Moskéen har foruden portalen på billedet nogle andre interessante arkitektoniske elementer, der gør den værd at besøge. Ivanen over moskéens mihrab er kolossalt høj og viser et fornemt eksempel på stalakitbuer i et avanceret mønster, der gradvist og i et stort antal overgange omskaber den kvadratiske grundflade i moskérummet til den cirkulære form, der bærer kuplen. Under moskéen befinder der sig en brønd, som vandet fra en Qanat passerer igennem og et underjordisk rum, hvor de religiøse handlinger kan finde sted i forbindelse med særlig varme sommerdage. Brønden nås ad en stentrappe langt nede under moskéens gård.

Billedet viser en afbildning af Zarathustra (eller græsk: Zoroaster), der befinder sig i det zoroastriske ildtempel i Yazd. Ild er et symbol på Ahura Masta-guddommen for zoroastrierne, og dette er baggrunden for, at de zoroastriske templer rummer evige hellige flammer i templerne. Det er opfattelsen, at Ahura Masta åbenbarede troen for Zarathustra, og troen handler bl.a. om at udføre gode gerninger i kampen mod det onde, leve et aktivt, moralsk liv og drage omsorg for, at den hellige ild ikke besmittes. Det antydes i Iran, at zoroastrismen kan opfattes som en stille opposition til præstestyrets islamiske regime, men tilsyneladende er forholdet mellem de små zoroastriske menigheder og majoritetssamfundets islamisme forholdsvis godt.

100 km syd for den hellige by Qom ligger ørkenbyen eller rettere oasebyen Kashan. Billedet viser den dramatiske adskillelse mellem oasen og ørkenen. Den iranske ørken, der normalt benævnes som to ørkener, strækker sig fra Teheran og østpå over til Afghanistan - dette er saltørkenen Dasht e-Kavir - og fra denne ørken og sydpå ned gennem Iran forbi Kermans østside og ned mod Det Indiske Ocean, hvor ørkenen dog ophører nogle hundrede kilometer inden - dette er sandrørkenen Dasht e-Lut. De to ørkener hører til blandt de mest tørre områder på kloden, og specielt i Dasht e-Kavir findes stort set ikke liv af nogen art. Denne ørken er livsfarlig at opholde sig i, hvorfor der her ikke findes oaser overhovedet. Dette gælder i mindre grad i den anden store ørken, hvor der findes småoaser og enkelte veje, der dog kun kan passeres med stort besvær.

Som et af denne verdens mere kuriøse bygningsværker ses lige syd for Teheran det enorme anlæg og mausolæum for Ayatollah Khomeini, der døde i 1989. Bygningsværket ligner en sælsom blanding af en moské, et italiensk tivoli og en håndboldhal og er på trods af store tilskud endnu langt fra bygget færdigt. Det var hensigten, at dette skulle være et vigtigt pilgrimssted for alverdens (shia-)muslimer, men dette er ikke blevet realiseret. Når man besøger stedet i dag - selv om fredagen - er der kun nogle hundrede mennesker, der helt forsvinder i det enorme byggeri. Ikke langt derfra ligger Ayatollah Khomeini International Airport, hvorfra endnu intet fly har lettet. Lige øst for mausolæet ligger en af Irans største gravpladser, hvoraf en meget stor del udgøres af en martyrgravplads. I denne ligger titusindvis af ofre fra den grusomme krig mellem Irak og Iran i 1980-88, og gravpladsen bliver flittigt besøgt af familier, der kommer for at vise de afdøde respekt. Gravene er forsynet med små opstillinger med blomster og ofte med billeder af de faldne, som hovedregel ganske unge mænd.

Beliggende i det nordlige, forholdsvis forureningsfri, mondæne Teheran finder man et stort parkanlæg, der i Pahlavi-dynastiets tid var forbeholdt shah-familien. I parken ligger flere paladser, og et af de mere charmerende ses på billedet, populært kaldt det grønne palads på grund af en gennemgående grønlig tone i bemaling, materiale, eks- og interiør.

Fra paladserne er der udsigt over Teheran mod syd og op i bjergene mod nord. Paladset blev opført af Reza Shah, konge i Iran i 1925-1943.

Det sidste dynasti og altså samtidig det sidste monarki inden præstestyrets etablering var Pahlavi-dynastiet, der bestod af to konger, Reza Shah og hans søn, Mohammad Reza Shah. Dynastiet varede fra 1925 til 1979 og byggede på en stærk central magt løsrevet fra de religiøse kræfter i Iran. Iran havde gennemgået en forfatningsmæssig reform i begyndelsen af det 20. århundrede, og de første par årtier var en politisk ustabil periode, hvor ikke mindst englænderne søgte at skaffe sig indflydelse i regionen. Det var en beslutning i det iranske parlament, der dannede forfatningsmæssig baggrund for, at Pahlavi-dynastiet blev etableret, og dette blev anerkendt af både England og Stalins kommunistiske USSR. For USSR handlede det om at støtte en stærk iransk nationalist, der kunne reducere Englands indflydelse i regionen. England opfattede omvendt Reza Shah som en konservativ nationalist, der kunne modvirke kommunismens udbredelse. Reza Shah indledte en modernisering af Iran – herunder at Iran i 1935 blev det officielle navn for kongedømmet.

Parkanlægget og shahernes paladser anvendes selvsagt som udflugtsmål for skoleklasser som et led i historieundervisningen. Det giver såvel sans for kontinuitet og blik for historisk ændring at besøge de tidligere herskeres domæner. Samtidig indgår der et element af ideologisk påvirkning i at vise disse paladser: Lærernes beretninger til børnene er på den ene side halvhjertede fortællinger om den ødselhed, der kendetegnede shaherne – på bekostning af det iranske folk. På den anden side halvhjertede fortællinger, fordi præstestyret hverken legitimerer deres regime under henvisning til det iranske folk (styret henter derimod sin begrundelse hos Gud) eller repræsenterer en styreform, der lader shahens massive politiske undertrykkelse noget at høre i så henseende.

Den sidste shah i Iran boede en del af sine sidste leveår i dette palads, der udefra forekommer ret uimponerende. Interiøret er imidlertid særdeles eksklusivt med enorme persiske tæpper, europæisk møbelkunst, malerier og krystallysekroner. I kælderen findes en kunstsamling, som Farah Diba, shahens sidste hustru, lod etablere i de sidste år i Iran. Efter sigende var der en så udtalt hævntørst, efter shahen havde forladt Iran, at det er et mirakel, at disse paladser ikke blev raseret.

Shahens paladser her, andre steder i Teheran og i øvrigt spredt ud over Iran har – sammen med Irans andre seværdigheder – store potentialer som turistattraktioner. Måske er det en anden årsag til, at de nu fremtræder som velbevarede udtryk for det ellers så forhadte regime fra før 1979.

Overalt i Iran ses plakater, gavlmalerier, kollager osv., som udtrykker styrets ideologi, eller simpelthen blot afbilder de religiøse ledere: Khomeini, Khamenei eller præsident Khatami. Ofte viser billederne Khomeini i en bestemt sammenhæng, med et lille barn på armen, med en flok disciple foran sig, eller som på billedet med en martyr fra krigen. Billedet er fra et af Teherans hovedstrøg, skråt over for Teherans universitet. Billedet ses således hver fredag af dem, der er til fredagsbøn hér, og ses i øvrigt af de studerende på Teherans universitet hver eneste dag på vej til og fra.

Krigen mod Irak var forfærdelig, langvarig og på mange måder ødelæggende for Iran. Ikke mindst i økonomisk henseende, fordi krigen var omkostningskrævende, ødelæggende for olieproduktionen og dele af landbruget og industrien. Samtidig var krigen imidlertid med til at holde sammen på styret, fordi kampen mod alles fjende, Saddam Husein, gjorde kritik af styret umulig. Krigen var utvivlsomt med til yderligere at isolere Iran fra resten af verden. Alle var skræmte ved tanken om eksport af den islamiske revolution. At Israel som en af de magter i verden, der solgte våben til Iran under krigen, er netop i det perspektiv – Iran skabte og støttede Hizbollah i Libanon – et af det 20. århundredes mest barokke udenrigspolitiske paradokser.

Luksushotellet Kowsar i Isfahan viser et andet galvmaleri. Revolutionens skaber, Ayatollah Ruhollah Khomeini til venstre og Ayatollah Ali Khamenei, hans efterfølger, til højre. Ali Khamenei blev kort efter Khomeinis død på meget kort tid gjort til Ayatollah – for at kunne efterfølge Khomeini som den religiøse leder. Hans religiøse titel var ellers Hojatoleslam, som den nuværende præsident Khatami. Det kan virke ganske overvældende med alle de afbildninger af de religiøse ledere, men som bekendt er der mange historiske fortilfælde. Alle det 20. århundredes diktaturer, Stalin, Hitler, Mao, Kim Il Sung, Hafiz al Assad osv. lod billeder af sig selv hænge op i hundredtusindvis. Der er næppe nogen, der er mere træt af at se på disse billeder end iranerne.

Livet i Teheran bærer præg af, at iranerne er aktive og sociale individer, som i stor udstrækning færdes i det offentlige rum. Det ene billede viser hhv. et sceneri ved en fodgængerovergang, hvor en gruppe mennesker er i færd med at diskutere et eller andet, måske forbipasserende bilist’ hasarderede kørsel. To unge piger passerer forbi, den ene med et tørklæde, der ikke tilnærmelsesvist lever op til kravet om at tildække håret. De iranske kvinder er en vigtig del af samfundslivet, færdes frit i det offentlige rum, kører alene rundt i bil, køber ind osv.

Enghelab betyder revolution på farsi og denne plads er en af de mange lokaliteter, der er blevet omdøbt siden shahens tid. Som det kan ses, er der midt på pladsen en opstilling med et politisk budskab, ligesom vi i baggrunden har de sædvanlige afbildninger af de religiøse ledere. I baggrunden ses de snedækkede Alborz-bjerge, der ligger nord for Teheran. Enghelab-pladsen er et trafikknudepunkt nær ved Teherans universitet, der samler en meget stor del af byens øst-vest- og nord-sydgående trafik i en gigantisk rundkørsel. Teherans trafik er kaotisk og livsfarlig i mere end en forstand. Millioner af biler drøner ud og ind mellem hinanden og bidrager til en smog, der hænger lavt og tungt over byen. Teheran hævdes at være en af verdens mest forurenede byer, og det er først for nylig, man er begyndt at søge at gøre noget ved dette problem. Den tidligere borgmester Karbaschi, der fik en omstridt dom for korruption (det hævdes i Iran, at dommen var et udtryk for forfølgelse fra den konservative del af præstestyrets side), har gjort et stort arbejde for at forskønne byen ved at gøre mere ud af parkanlæggene, fjerne meget af revolutionsgraffitien, lave trafikregulering osv. Det forekommer at være en uoverskuelig opgave for alvor at få løst problemerne, der jævnligt indebærer totale trafikpropper, hvor alting står stille i timevis.